Pistolskydning

Pistolskydning
Vil du gerne prøve at skyde? Så kom og vær med! For det er ikke så svært: Faktisk er skydning én af de få idrætsgrene, som du kan gå lige ind fra gaden og deltage i. Og det er heller aldrig for sent at begynde. Hele familien være sammen om at skyde: Børn, forældre og bedsteforældre kan dyrke skydning sammen – på tværs af forskelle i køn, alder og evner.
Du behøver ikke være i topform, og du skal ikke købe en masse dyrt udstyr for at gå i gang. Du kan skyde i dit almindelige tøj, og du kan låne våben og høreværn i skytteforeningen.  

Hvor gammel skal man være?
Vi har børn helt ned i 6-års alderen, der kommer og skyder i Allingåbro Skytteforening. Nogle børn er fysisk større/mindre end andre børn og nogle er mere/mindre modne end andre - om dit barn kan starte til skydning afhænger af det enkelte barn. Kom ud på en træningsaften sammen med dit barn og tal med instruktørerne.
I den anden ende af skalaen har vi veteranskytter på 70+ som skyder på ugentlig basis - sommer og vinter. Alder er ingen hindring - så tag hele familien med.
 

Sikkerheden er altid i højsædet
Når du som ny skytte går på banen, får du en omhyggelig instruktion, og der er altid erfarne instruktører til stede på skydebanen. Instruktørens/banekommandørens anvisninger SKAL følges - af hensyn til sikkerheden for alle på banen. Hvis du som forælder gerne vil med dit barn på banen de første par gange, skal dette aftales med banekommandøren på forhånd.

Som pistolskytte skyder du på 15m indendørsbaner, 25m udendørsbaner eller til Terrænskydning. 

Skydning på 15m
På 15m skyder vi med Luftpistoler og call.22. 

Pistolskydning for store og små
Afhængig af hvilke discipliner du vil skyde, vil du blive inddelt i en aldersklasse og sværhedsgrad, således at du kommer til at skyde med nogle på omtrent din egen alder og på dit niveau.

Ved pistolskydning, gælder det som ved det meste anden skydning, at score flest mulige point indenfor et fastsat tidsrum. Pistolskydning foregår på både faste mål, vendemål og bevægelige mål.
 
Koncentration og teknik er afgørende for et godt resultat, og det kræver meget træning at blive en god pistolskytte. 

 

Skydning på 25m udendørsbanerne

På 25m skydes der med Finpistol og Grovvåben. Grovvåben findes både som pistoler og revolvere.

Der skydes på faste mål og vendemål på 25m og alle skytter er under kommando af en Banekommandør / Instruktør under træning / skydning. 

Konkurrence-menneske?
Du kan nøjes med at træne hjemme i Allingåbro Skytteforening. Eller du kan deltage i de mange stævner der afholdes rundt om i landet. Inden du skal til dit første stævne skal du have et skytte-nr. og du skal klassificeres så du ved hvilken klasse du skal skyde i. Tal med din træner / instruktør hvis du vil med ud til stævne og hold øje med stævneindbydelserne, der er ophængt på opslagstavlen i klubhusene eller vores Facebook gruppe.

Indendørs eller udendørs

I vintersæsonen, som går fra ca. 1. september til ca. 30. april skyder vi indendørs på 15 m med luft (hagl) og cal. .22 (patroner) og enkelte større kalibre.

I sommersæsonen som går fra ca. 1. maj til ca. 1. september skyder vi udendørs på 25 m.

 

Ungdomstræner-teamet

Ungdomstræner-teamet

En af vores Junior pistolskytter

En af vores Junior pistolskytter